Mette Modler

Jeg begyndte som fritidskunstner i starten af nullerne, og har bevæget mig i forskellige genre, lige fra klovne i stærke farver, blomster, sejlmotiver i varme blågrå og beige nuancer, rene abstrakte motiver og jeg har arbejdet med serigrafi.

Til efterårsudstillingen hos Gallery ArtTour i Hillerød har jeg hentet min inspiration i enkelheden, få men klare farver, enkle streger og bløde runde former, der på en og samme tid afspejler skønheden og normaliteten i menneskekroppen. 

Jeg maler primært med akrylmaling. Pastel og kul indgår også i flere af mine malerier. Jeg arbejder med pensler, spartler og andre redskaber som bobleplast og bølgepap – kun fantasien sætte grænser.

Jeg maler både på lærreder, papir og i en tid, hvor vi skylder vores efterkommere at gøre op med vaner om vores overforbrug. Jeg opstøver gamle rammer og spejle med patina, som nu indgår som en del af de ting jeg laver. Jeg lader rammer og spejle stå med de små skavanker de har fået, på en eller anden måde symbolisere det livet for mig på en smuk måde.

Med mine tidligere malerier har jeg udstillet ved Gilleleje kunstfestival gennem flere år og tre gange vundet publikumspriser. Jeg har udstillet i flere private virksomheder i København og Nordsjælland. 

Jeg har deltaget i kurser hos Miller Art, Charlotte Hoff, Daniel Goldenberg og Croquis aftener i KBH.

Jeg bor i København og har atelier hjemme. I mit atelier og i mit sommerhus i Nordsjælland finder jeg roen og inspirationen til at finde den kreative side frem.